Arh men.... Så gift dig dog med mig!

Hold da op.... Jeg er igen blæst omkuld af min skønne kæreste <3

Efter en mindre krise om, hvorvidt jeg skulle være sammen med ham (der er blevet battlet i mit hoved BIG TIME den sidste halvanden uge!), så er jeg da fuldstændigt head over heals in love igen!

Jeg er vild med den mand.... Ingen har nogensinde fået mig til at føle de her ting! Jeg blev forelsket på én aften og jeg vidste allerede efter en uge, at ham skulle jeg da bare dele livet med.

Alligevel har der været et par bump på vejen. Det er nu mest mig selv, der spænder ben... For mig selv.
Dumt. I know!

Men alle der kender mig ved, hvor meget jeg har forandret mig de sidste 3 måneder. Nok er jeg stadig hende der skal komme med smarte kommentarer og fjolle rundt.
Men jeg er også blevet hende den enormt følsomme og jeg VISER det! Det er vist kun sket i kæmpe branderter førhen. Og selv dér kunne jeg beherske mig nok til, at jeg ikke brød fuldstændigt sammen!

Jeg viser affektion i forhold til mine venner og veninder -det er helt vildt, så mange søde ord og sms'er der er kommet fra mig på det seneste.
Jeg har også flere gange fået "skulderklap" for at have åbnet mig op og givet lidt tilbage. Jeg har ALTID ville gøre ALT, for mine venner og veninder. Det er bare først nu, jeg fortæller dem, med ord, at de kan komme til mig på ALLE tidspunkter. Jeg tager deres smerte på mig og jeg ville elske at dele "bagsiden af medaljen" med dem også!

Men nu hvor jeg selv åbner op og er sårbar og deler mit liv med dem, så får jeg også endnu mere åbenhed og kærlighed tilbage -havde man bare vidst det, så var det sket forlængst!
Og dog... Jeg har nok ikke været klar og forberedt før nu. For at være sårbar, er også farligt på en måde.....

Tænk hvis jeg mister mine venner, veninder og min kæreste! Så har jeg da virkelig valgt forkert ved, at gå fra kold og kynisk, til åben og kærlig.

På den anden side, så er det nok bedre at have elsket og mistet, end slet ikke at have elsket. Jeg tror i hvert fald meget mere på det nu, end jeg nogensinde har gjort.

Og jeg ved jo, at mine venner og veninder -de er der for altid <3

Min kæreste.... Han siger, at han er der for altid.
Det er jeg nødt til at tro på lige nu. Alt andet ville være at spænde ben for mig selv, forfra.

Men om jeg tror på det. Sådan virkelig tror på det. Nej, det gør jeg nok ikke.....

-Så meget har jeg heller ikke forandret mig. For det ER sindssygt svært for mig, at åbne op og lukke ind. Det har det ALTID været. Jeg tror ikke engang jeg gjorde det som barn. Jeg har nok altid holdt folk en meter fra hjertet.

Indtil nu er det KUN min familie der har følt min kærlighed. Jeg troede jo heller ikke jeg havde al den kærlighed i mig.....

Men jeg er fuld af den, har jeg opdaget. Og der er nok til alle, jeg gider dele ud til!

Især, er det ham der kæresten, der nyder godt af det lige for tiden. Han har lige fået sin meget hemmelige pakkekalender :)

Jeg har GLÆDET mig som et barn til at give ham den! Jeg har nærmest ikke kunnet holde det hemmeligt.
Det er så spændende.....

Der er både MEGET personlige ting, sjove ting, søde ting og spændende ting repræsenteret.
Og jeg har lagt meget energi og mange følelser i det.
Det gode ved den her pakkekalender er, at det hele kan bruges på den ene eller anden måde. Og det er ting der betyder noget for mig..... Ting der kan bruges, ting der kan gøre os tættere, ting der kan spice livet lidt op.
Så det har jeg holdt på en HEL måned...... Meget hårdt!

Jeg er, hvor jeg skal være.... Det er vist første gang jeg har kunnet sige det.
Og det er en kæmpe lettelse <3

At være lykkelig og ulykkelig på samme tid....

Mit hjerte er ved at sprænge....

Kender I den følelse? -Når ens hjerte næsten er ved, at bryde ud af brystet. Man får åndenød, man bliver småsvimmel og man har ondt, uden det gør ondt.

Det er en meget sær fornemmelse. Den sidste uges tid, har jeg tvivlet lidt på mit forhold. Tvivlet pga. udefrakommende påvirkninger, men også fordi, jeg synes, der er gået lige lovligt meget hverdag i den.

Min kæreste bor på Fyn og jeg i KBH.
Det gode er, at han har mulighed for at arbejde i KBH og derfor er han ofte hos mig i hverdagene. Det er jo fantastisk. Vi kunne have haft et "vi ses hver anden weekend forhold", men vi ses tit, heldigvis!

Han har en søn på ca. 3 ½ år, som han har hver anden weekend, plus et par dage sammenhængende med denne weekend.

Så der er han naturligvis hjemme. Jeg er så ofte på Fyn i de weekender, hvor jeg er så ekstremt heldig, at min kæreste og hans søn tilbringer hele den weekend hos MIN familie -det kender jeg ikke mange der ville <3

Alligevel føler jeg, at der er gået kedelig hverdag i mit forhold. Vi står op, kommer hjem fra job, handler ind, laver mad, ser tv/snakker/går i bio osv. Så sover vi.
-Næste dag gør vi præcist det samme.

Jeg tror mit problem er, at vi stort set aldrig tilbinger weekender alene sammen. Jeg mangler de dage, hvor vi kan sove længe, gøre hvad vi vil, hygge og nyde hinanden.
Jeg synes de dage, hvor der er plads til at være ude, sammen hos venner, snakke hele natten eller have sex hele natten, mangler i allerhøjeste grad!

Derfor blev jeg lidt i tvivl..... Det kulminerede i en snak fredag aften, meget sent, i mine forældres seng, med sønnen sovende på en madras på gulvet. Jeg blev ked af det, Morten blev ked af det og det var i virkeligheden bare noget rod.

Men vi er ikke typerne der magter, at skændes. Vi snakker om det, for vi har en aftale om, at vi IKKE går i seng som uvenner. Man ved aldrig, hvad morgendagen bringer, så derfor er det vigtigt for mig, at vi får sagt ordentligt godnat og ikke er kede af det eller vrede!

Lørdag skulle Morten holde julefrokost, så jeg passede hans søn.
Jeg var stadig lidt påvirket fra fredagen og havde ikke sovet specielt godt.....

Jeg havde dog besluttet, at det på ingen måde skulle gå udover drengen. Han skulle have en fantastisk weekend.

Vi tog i "Løvens Hule" -et legeland. Vi fulgtes med min mor og plejelillebror og mødtes så med min svigerinde og mine nevøer.

Alle drengene hyggede sig HELT VILDT :)

Det var skønt!

Min kæreste har sådan en tradition, hvor han laver risengrød og sætter det på loftet, hvor der så står en gave fra "nisserne" næste morgen. Derfor lavede min mor risengrød til nisserne og de gik ned på loftet og stillede det. Jeg var så nede med gaven, da drengen sov. 

Vi snakkede utroligt meget om nisser og derfor fandt jeg så på lørdag eftermiddag/aften, at jeg ville lege drillenisse for kærestens søn.

Da vi vågnede næste morgen, var der derfor FYLDT med nisser i sengen og han synes det var SÅ underligt, hvordan de var kommet derind. Det var super hyggeligt :)

Så blev det tid til cornflakes. Jeg havde kommet rød frugtfarve i mælken, så den var lyserød og han blev helt paf og begejstret -han synes simpelthen det var skægt!

Så skulle vi ned og se om nissen havde lagt en gave for risengrøden. Derfor skulle han have støvler på. Dem havde jeg så fyldt slik i, indpakket i Vita Wrap ;)

Hold nu op, han synes det var fantastisk!

Og gaven fra nissen aka. hans far, var en succes.

Det har bare været en livsbekræftende weekend og jeg har bevist overfor mig selv, at jeg godt kan blive en rigtig god mor. En ting jeg aldrig har følt på noget tidspunkt før....

Så jeg er lykkelig!

-Og lidt ulykkelig...... For jeg har brug for vi også kan være KÆRESTER.
Uden min familie omkring os hele tiden. Uden dagen skal starte kl 6.30 og slutte kl 22.00, fordi man er træt efter en arbejdsdag. Og uden sure hverdagspligter.

Vi har kun været sammen i ca 3 måneder, så derfor er det vigtigt for mig, at vi når, at være "bare kærester" inden det hele bliver FOR seriøst. Ikke, at vi ikke er seriøse, for det er vi i allerhøjeste grad. Men efter 3 måneder, mener jeg ikke, der burde være så meget hverdag. Det er jeg i hvert fald bestemt ikke vant til.....

Forresten, var der da også en gave til mig fra "nissen" -et billede af min skønne, smukke, frække, dejlige, fantastiske og lækre kæreste og han skønne, søde og meget fotogene søn <3

Det er jo hårdt arbejde at få et forhold til at fungere på begges præmisser og behov.... Heldigvis er vi ret ens på det punkt. Så det løser sig nok, på den ene eller anden måde.

Det skal det jo. Det er vel sådan man holder sammen, når der opstår en form for krise.

At starte forfra......

Jeg har voldsomt mange ting i mit hoved for tiden. Alt for mange.....

Det fylder simpelthen mere end jeg har brug for lige nu.

Jeg har altid været en drømmer. Jeg lever livet fra dag til dag. Jeg er spontan og alligevel elsker jeg stilheden og min alenetid.

Jeg drømmer om at rejse, drømmer om at finde fred i mit hoved, drømmer om at nyde livet til fulde.

Hvordan, har jeg aldrig rigtigt bekymret mig om, det var bare ikke et issue. Ting har altid flasket sig, på den ene eller anden måde. Det har aldrig været det store problem. Ikke før nu.

Men pludselig ligger jeg søvnløs om natten. Jeg ved ikke helt præcist hvorfor. Men der er bare tusinde tanker, som jeg ikke formår at sætte ord på og ikke formår at komme af med.

Det er belastende. Jeg føler lige pludselig jeg er elendig til mit arbejde. Jeg føler mig som en dårlig datter, som en dårlig søster, en dårlig veninde og en dårlig kæreste.

Jeg har ganske enkelt ikke overskuddet til, at være den jeg gerne vil være. Og det piner mig!
Jeg vil jo gerne være den der lille perfekte kvinde, som gør alle glade og som er dygtig, intelligent og sjov.

Men nu har det bare slået mig, at jeg ikke ER perfekt. Faktisk tror jeg ikke engang jeg helt ved, hvad det indebærer, at være perfekt -alligevel stræber jeg efter det. Og på en måde giver det jo absolut ikke mening, at stræbe efter noget, man slet ikke kan definere selv.

Men jeg tænker alligevel jeg er nået langt de sidste par måneder. Jeg ville gerne give mig selv kredit for det, men det kan jeg nok ikke. Den status tilhører vist min fantastiske kæreste Morten.....

Jeg er blevet bevidst om utroligt mange ting. Jeg ved nu, at den der "candyfloss verden" jeg har levet i, er en form for benægtelse. Dog føler jeg ikke jeg har benægtet mig selv en masse. Heldigvis!

Men jeg kan godt se nu, at jeg har levet udenom de store ting i livet og ikke givet mig selv lov til at føle og nyde ting fuldt ud.

Det er jeg ved at lære..... Det tager tid, lang tid. Jeg når ikke dertil i morgen, men jeg ved, at jeg kan nå dertil. Jeg skal bare give mig selv lov.

Hvordan ved jeg ikke. Det har jeg aldrig vidst med noget. Men det kommer og jeg kommer tættere og tættere på. Det giver en anelse fred, trods alt.

Men jeg har ikke brug for en anelse lige nu. Jeg har brug for en masse. Jeg er utålmodig og det kan ikke gå hurtigt nok.

At være tæt på de 35 år og først oplevet ægte kærlighed nu. At have ændret sig 360 grader på stort set alle af livets aspekter. At være et "nyt" menneske, starte forfra -DET er kæmpe store og lidt ubegribelige ting. Tilnærmelsesvis uhåndterbare. Men jeg SKAL lære at håndtere det. For jeg har ikke noget valg.

Dette er mit nye liv. Jeg bliver aldrig den samme igen. Jeg ønsker heller ikke, at vende tilbage. For tilbage var ganske okay -til tider sjovt og uden forpligtelser. Men også lidt ligegyldigt......

Mit nye liv giver mening på en måde jeg ikke anede fandtes. Det er sindssygt hårdt!  Men jeg er overbevist om, at det bliver godt. Jeg skal bare give mig selv tid til at acceptere jeg ikke er som jeg har troet i 34 år.

Jeg har besluttet mig for at "åbne posen". Jeg aner ikke hvad der er i den, -om det er grimt eller okay. Eller om det kommer til at gøre ondt eller bringe mig glæde.

Men jeg ved jeg har fået bedre veninder ved at åbne mig. For når man åbner sig, så får man tifold tilbage.
Det opdagede jeg, sådan for real, her i sidste weekend. Jeg bliver varm om hjertet ved tanken om de store ord og kærlige kram.

Med dette indlæg vil jeg, af hjertet, takke mine smukke, skønne, fantastiske og kærlige veninder Henriette og Christina. Piger.... I betyder ALT! Virkelig. Uden jer var jeg ingenting <3

Tanker om at være papmor....

Det er ikke let....

Alene ordene "stedmor, "papmor og "bonusmor" giver mig kuldegysninger!

For mig er det i hvert fald meget forvirrende og egentlig burde man have en uddannelse i det, at være "den anden forælder".

Jeg har prøvet at formulere i mit hoved, at jeg ikke behøver være papmor. Prøvet, at indrette min tankegang således, at jeg er den voksne ven. Den man kan vende sig til, hvis man har brug for en voksen, der IKKE er mor eller far.

Men altså..... Fungerer det i praksis?

-Jeg tvivler en del på det. For med min tålmodighed og til tider perfektionisme, så bliver jeg den der irettesætter ofte (tror jeg).

Jeg er lidt bange for det hele. Jeg føler mig ikke klar. Jeg føler mig sat ud på et sidespor i det her. Jeg gætter på, det er derfor jeg altid har valgt mænd med børn fra.

Men nu har jeg valgt Morten til, så jeg er NØDT til, at få det til at fungere.
Jeg er jo også vild med ungen -han er sød, køn, charmerende, sjov og elskelig og ikke nok med det, så elsker min familie ham også.
Men han er også lidt for forkælet...... -Det er jo så ikke hans skyld ;)

Nu skal jeg så passe ham, mens manden holder julefrokost for vennerne. Hold nu fast en udfordring.
-Jeg vil jo også gerne have at drengen holder af mig!!!

Så nu er jeg bare bekymret for, om jeg bliver den skrappe tante der hele tiden skælder ud. Om jeg føler jeg skal undertrykke en masse følelser, eller om det hele nok skal gå?!

Mortens bud er jo, som altid, at ting nok skal gå.
-Mænd! Man kan ikke komme plaster på alt! Alt går ikke og alt bliver ikke okay, nå!

Nogle ting er bare "for-programmeret" til at gå galt. Fx. med mig og børn!

Jeg er ALT for egoistisk. Men jeg håber naturligvis jeg ændrer den holdning meget snart, så jeg kan lave lækre unger med kæresten <3

Så skete det utænkelige....

Jeg har mødt manden i mit liv!

Ja, det er måske ikke store sager for de fleste, som sådan. Men for mig er det virkelig en kæmpe deal!

For ca. 13 år siden så jeg lidt til en fyr ved navn Claus. Vi kærestede lidt i et par måneder, men det blev aldrig rigtigt til noget (story of my life, skulle det senere vise sig).

I løbet af det sidste år, har jeg mødtes med hans bror, Morten.
Og ja! I læste rigtigt.... Hans bror ;)

Det var ikke kærlighed ved første blik, slet ikke! Jeg synes vores møder -som dengang IKKE var dates, var akavede og fyldt med pinlige pauser.

Men der var åbenbart ét eller andet, for vi mødtes da igen.

2. møde var heller ikke nogen særlig succes. Stadig akavet og pinligt. Alligevel spurgte han mig en dag, om han måtte komme på besøg med en flaske rødvin og jeg takkede ja.

Rødvin kan således gøre underværker, har jeg senere erkendt og erfaret.
For da han gik tilbage til sit hotel den nat, følte jeg lige pludselig jeg burde have spurgt, om han ville blive.

Der skete dog intet selve aftenen, Men dagen efter var fuld af "love messages" over mobilen -det var uvirkeligt og meget sært!

Han kom igen 5 dage senere og så udviklede det sig i løbet af nogle uger, til et romantisk og kærlighedsfuldt forhold -noget jeg aldrig har oplevet før!

Faktisk troede jeg ikke det fandtes. I kender det sikkert allesammen. Man prøver sig jo frem i livet.

For det meste gad jeg ikke de fyre, der ville mig. En enkelt gang eller to er jeg blevet droppet og ja.... Bare kald mig "Isdronningen" - for selvom jeg da har taget mine hug og tudeture, så har jeg aldrig dvælet mere end højst nødvendigt over tabet af en mand.

Faktisk var jeg blevet SÅ god til det, at jeg ikke længere anså mig selv som kvalificeret til et forhold.
Jeg lukkede af for følelser.
På en måde, har jeg nok udnyttet de få kærester jeg har haft. Ikke for penge, for ikke én af dem havde noget der lignede.
Men måske nærmere, som i et desperat forsøg på, at kunne føle ting og dermed ikke se mig selv som "unormal".

Følelsesmæssigt afstumpet om man vil.

Her stod han..... Smuk, fantastisk, romantisk, dejlig, opmærksom, omsorgsfuld -alle de ting jeg HADER ved mænd!

Men nu..... Det hele ændrede sig. Hurtigere end jeg kunne følge med.

På knap 3 måneder er jeg et andet menneske. Skræmmende, spændende og meget udfordrende, at skulle lære sit "nye jeg" at kende.

Pt. står jeg i den situation, at jeg bare gerne vil dele mit liv med den her person. Have børn, giftes og at det pjat. Ting jeg HADER. Eller rettere hadede.
Eller jeg hadede i hvert fald tanken om dumme mænd.

For jeg synes sgu egentlig de var dumme!

Enten var de hundehvalpe, der bare føjede mig -og det blev jeg hurtigt træt af. Ellers var det manipulerende, aggressive mænd.
Mænd som jeg elsker at pille fuldstændigt ned og træne til de føromtalte hundehvalpe -ikke noget jeg er stolt af, men det skete gang på gang.

Faktisk har jeg dedikeret et billede som en gestus til frygtelige mænd! Dem findes der mange af. Men jeg ser dem ikke mere.
Pludselig synes jeg mænd er fantastiske. Hvad skete der lige? Bliver man hjernevasket af forelskelse?!