Når vrangen vendes ud...

Og man opdager, at indersiden ikke er så fantastisk, som man havde håbet......

Når man opdager man er helt almindelig. Er som de fleste andre. Bare værre!
Når man ser, at den overskuds-agtige kvinde, man selv havde opfattelsen af, slet ikke er så overskuds-agtig og åben alligevel.

Hvad fanden gør man så?

Gemmer man de indre dæmoner væk? Ser man dem i øjnene, velvidende, at de kan ødelægge alt det, der er godt i ens liv?

Ignorerer man dem så længe det er muligt? Eller siger man ting højt og tager faldet med?

Jeg har sagt ting højt og jeg er faldet. Faldet DYBT! Og jeg kan ikke helt finde ud af, at komme op af hullet igen....

Jeg føler ikke jeg bliver støttet, hjulpet op og forstået af et menneske, der burde forstå mig mere end nogen anden.

Det er ligesom om mine ord ikke tæller, at mine følelser ikke tæller med i ligningen mere.

Jeg kunne måske bare i virkeligheden ignorere mine følelser. Men hvad kommer der ud af det? Det har jeg så ofte gjort og det er endt i.... ingenting overhovedet!

Denne gang, hvor jeg så inderligt, forsøger at gøre ting anderledes, så kommer jeg desværre heller ingen vegne.

Og hvor er man så?

Er man så endt i "jeg lukker øjnene-helvedet"?

Og er det helvede bedre end "jeg ser ting i øjnene og tager konsekvensen-helvede"?

Jeg er vendt ud på vrangen, sådan for alvor! Jeg håbede indersiden var kønnere end ydersiden og så meget, skal der altså heller ikke til. Men det er den ikke....

Inden i er jeg en smålig, jaloux kvinde, der ikke kan administrere og formidle følelser af den art. Jeg er en skrøbelig, uselvstændig kvinde, som ærligt troede, jeg kunne håndtere al slags modgang efterhånden.

Jeg troede jeg havde arbejdet nok med mig selv. Arbejdet med min usikkerhed og mit temperament. Arbejdet med, at indersiden var så smuk, at alle kunne vende vrangen ud på mig og synes mit indre var fantastisk og guddommeligt.

Men jeg tog fejl. Grueligt fejl.... Indersiden er bare grim. Grim, uudholdelig og forfærdelig.

Det er noget af en mundfuld. Og den smager grumt.

Lærer man at holde af smagen eller tilsætter man sødestoffer, for at kunne få det ned?

Eller stopper man ganske enkelt bare med at smage på det?

At jagte lykken....

Hvad betyder det egentlig at være lykkelig?

Jeg vil påstå, at selvom jeg som mange andre har oplevet meget i mit liv, så har størstedelen af tiden alligevel være præget af lykke.

Men det er som om lykken bliver mere og mere flygtig -eller også kræver jeg bare mere?

Jeg er i én stor forvirring lige for tiden. Jeg føler jeg lever i to verdener. Den ene del af mig er tilfreds og glad og hvor meget mere kan man forvente af livet?

Den anden del derimod forventer MEGET mere af livet..... Man lever kun én gang og det skal udnyttes til fulde!

Men hvordan forvalter man så livet, således man får mest mulig lykke ud af det?

-Det er ligesom her kæden hopper af for mig. Jeg har oftest levet sådan, at jeg gjorde hvad jeg ville, når jeg ville. Det var lykken for mig... Dengang!

Men nu ved jeg ikke helt, hvordan jeg gør mig selv lykkelig mere.... For nu har jeg ikke længere lyst til, at leve dag for dag og tage én ting ad gangen. Nu har jeg lyst til en masse, som ikke kan flaske sig lige pt.
Det stresser mig helt vildt!

Jeg prøver, at hive stikket ud og slappe lidt af, men jeg føler jeg bærer mange ting på mine skuldre og jeg kan ikke finde ud af at lægge de ting fra mig.

Jeg har bare 0 energi, er udkørt, træt og har humørsvingninger. Det er drænende!

Og jeg som elsker, at forkæle min kæreste og hans søn -energien er bare brugt op, så der er ingen forkælelse eller andet hyggeligt :-/

Jeg håber naturligvis det kommer igen, men lige nu har jeg bare lyst til at sove vinteren væk. Vågne op til sol og fuglekvidder. Vågne op ved siden af min smukke kæreste i vores nye (ikke eksisterende) hus, starte et nyt kapitel, sidde på terrassen og se på min dejlige kæreste, der drikker en kop kaffe og læser avis <3

Kom drømme -gå i opfyldelse! Kom sommer -giv mig energi! Kom lykke -giv mig mere!

Ja! Det manglede da bare, når nu alt gik godt!!!

Lige så lykkelig jeg har været de sidste par dage, lige så ulykkelig er jeg idag :-/

En af mine planer, som jeg ikke kunne afsløre i min sidste blog-udgivelse, er nemlig faldet fuldstændigt og adeles til jorden.... Desværre!

Jeg havde søgt om 2 dages orlov på mit nuværende job. For at tage 2 dages job på Fyn, så jeg kunne komme tættere på Morten og min familie. Det var umiddelbart intet problem overhovedet.
Havde allerede fundet et 2 dages job og de lød meget positive omkring mig.

Der er flere ting i det, der nager mig!

For det første kan jeg sagtens forstå min chefs begrundelse for afslaget, af de to dages orlov (gældende i et år) -økonomien er ret presset, som alle andres for tiden.

Vi står til at miste tre medarbejdere, der går på pension og man kan ikke bare lige ansætte nogle nye.
Så timingen er dårlig.
Derudover støttede hun mig 100% og sagde, at efter sommerferien, skulle jeg være den første der fik mine ønsker opfyldt.

Nå ja, det er jo bare 8 måneder Morten og jeg skal vente med større planer.
-Hvilket også ville være helt okay, hvis ikke det var fordi......

Det er fucking UMULIGT, at finde job på Fyn!

Det er fuldtidsstillinger en gang hvert 3-5 år max! Deltidsstillinger kommer måske en gang hvert 2-4 år.

Det er bare slet ikke gode udsigter overhovedet. Så med dette afslag, går vores drømme om, at finde et hjem sammen og få familie, lidt i vasken -for jeg har jo nået en alder, hvor man langt fra kan være sikker på, at man kan få børn om 3-5 år.

Og selv hvis jeg kunne, så synes jeg måske lige, det bliver sent nok.

Kunne jeg så bare sige op de 2 dage og tage jobbet på Fyn alligevel?
-Jo, det kunne jeg i princippet. Men altså jeg har ikke mødt dem, jeg kender ikke deres arbejdsgange, jeg aner ikke om jeg har kemi med nogen af dem.

Det kan jeg simpelthen ikke forlade et job jeg elsker for!

Hvis jeg bare kunne nå, at møde dem på det andet job og se, hvordan kemien var.... Men desværre er de på juleferie, så det kan ikke lade sig gøre.

Hvis det hele skulle flaske sig, ville jeg være nødt til at aflevere min opsigelse inden 1/1-2012 og jeg skal først til den endelig samtale den 6/1-2012.

ØV! Dagen idag er bare trist og dum!

Jeg ville seriøst bytte min juleferie for de 2 dages orlov.... Men sådan bliver det ikke :-(

Det bliver sådan, at nu er Mortens og mit forhold sat på en slags "standby".

Ikke forstået på den måde, at vi ikke er sammen mere -slet ikke! Vi holder heller ikke nogen form for pause -vi er stadig os.

Men vi kan ikke udleve de drømme vi har, de næste mange år og for fanden -det gør ondt i hjertet!!!

Mest fordi det så sagtens kan være for sent det hele....

Så idag er min verden ødelagt. Sådan for alvor!

At kunne overvinde ALT......

Idag kan ingen slå mig ud af kurs!!!

JEG ER FULDSTÆNDIGT OG UOMTVISTELIGT OVERDREVET LYKKELIG <3

Jeg har juleferie om 2½ dag.

10 dage med min skønne, smukke, lækre, frække, dejlige, romantiske og fantastiske kæreste!

Og dage med min skønne, dejlige, kugleskøre, sjove, elskelige familie....

Og så er der snart nytår med mine fantastiske, skønne, dejlige, sjove, humørfyldte, kærlige, støttende venner!

Og så har jeg oven i købet lige haft næsten 14 dage med kæresten.
14 dage, hvor vi har grædt af lykke, fjollet, kysset, elsket, nydt, krammet, hygget, lavet mad, været i Tivoli, haft besøg af venner, spillet spil, været stille sammen.....
Men ikke ét eneste skænderi! Ikke ét eneste tidspunkt, hvor jeg har ønsket han ikke var der, ikke én eneste gang har jeg tænkt livet var lettere/bedre/sjovere uden ham!

Det er ALDRIG sket før, så det er helt uvirkeligt for mig.

Vi skal blive gamle sammen -det er jeg ikke i tvivl om overhovedet! Det vi har sammen, tror jeg inderligt de færreste (desværre!) har. Vi er noget specielt! Vi er har en form for forståelse for hinanden, som jeg ikke har oplevet før.
Jo! Vi kan SAGTENS blive uenige om ting. Men vi skændes ikke. Vi diskuterer som voksne mennesker, eller altså.... Jeg bliver jo aldrig helt voksen, hehe.
Men vi snakker sammen, vi bekymrer os om hinanden, vi bruger hinanden når livet er svært OG når det er skønt!

Arh, den kærlighed <3

Nå ja, og så er jeg da alt for sej -jeg har fået ordnet en masse ting i mit hjem i weekenden! Eller vi har.... Morten og jeg.

For min lejlighed, den skal nok snart sælges igen..... Alt det besvær jeg havde med at finde et hjem. Det skal jeg så lidt starte forfra på, dog ikke alene denne gang :)

Ja, den næste måned byder på MANGE spændende ting -følg med. For jeg kan desværre ikke fortælle om dem lige nu.

Kan kun afsløre, at det bliver spændende!!!

At have mere end man tør drømme om....

Idag er jeg intet mindre end LYKKELIG <3

Hvis altså ikke lige det var fordi jeg har en kæbe der (igen) er gået af led og har ondt i mit ene øre, halsen og er vildt snottet :(

Men set bort fra det -så er jeg oprigtig lykkelig!

Jeg har den skønneste familie!

Min familie består af mine elskede forældre, Minna og Troels. Min lillebror Martin, hans kone Lene og deres tvillinger Daniel og Mathias.

Så har jeg to (pleje)brødre. De er i mine øjne også brødre :)
Christian og Emil.

Christian kan ikke bo hos sin mor, da hun er syg. Hans far ser han ikke og har ikke gjort det i MANGE år, hvis nærmest nogensinde.....

Emil bor hos os, da hans mor desværre for nyligt døde af kræft og han ikke kender sin far.

Og så er der min kæreste og hans søn, Morten og Malthe. Dem betragter jeg også som familie efterhånden og min "rigtige" familie, har taget imod dem med åbne arme og anser dem som en del af os <3

Der er så meget kærlighed i min familie, at man nogen gange bliver voldsomt rørt!

At mine forældre har taget 2 drenge til sig og behandler dem som os, deres biologiske børn -det kan man da kun have dyb respekt for og blive rørt over.

At der er hjerterum nok til os allesammen hver anden weekend, når vi er mindst 7 tilstede i huset 24/7 .
At de rykker ind i stuen på en luftmadras, så min kæreste, hans søn og jeg har soveværelset til rådighed.
At de er ved at sætte et stort værelse i stand, så vi kan være der så ofte vi vil og stadig have lidt privatliv.
At de laver mad, tager sig tid og hygger med os. Selv ovenpå en hård uge.
At de holder af min kæreste og hans søn, som havde de altid været der.
At de holder sammen på os og gør familien til midtpunkt.

Jeg får vist ikke fortalt dem tit nok, hvor STOR en forskel de gør i mit liv, hvor meget jeg elsker dem og hvor meget det betyder, at de er så åbne og godhjertede og at bare er som de er.....

Jeg har en stor og meget dyb respekt for ALT de gør. For mig, mine brødre, min svigerinde, deres børnebørn og for min kæreste!

Og så er de en kæmpe inspiration - det er ikke alt i deres forhold jeg ønsker for mig selv. Men hvem gør det?
Men jeg vil håbe, at jeg bliver lige så tålmodig, kærlig, åben og godhjertet, som de er. Det er jeg nemlig langt fra.

For ganske nyligt var vi ude at handle og min mor møder en kollega, som hun ofte gør, når vi er ude.
Jeg kan huske jeg sagde til hende, at det da er irriterende, at alle kan lide hende (ikke fordi hun ikke er elskelig, for der er hun helt bestemt! Men fordi jeg bliver lidt misundelig).
Folk elsker min mor. Det kan man godt forstå! Hun er også fantastisk <3

Sådan vil jeg også være. Men jeg kommer desværre lidt for ofte til, at træde andre over fødderne -ikke bevidst og ikke for at være led. Men fordi jeg nogle gange er lidt FOR ærlig og til tider taler og handler, før jeg tænker.

Til alle jeg har såret -hermed følger min uforbeholdne undskyldning! Hensigten har ikke været dårlig eller ond.
UNDSKYLD!

Og så håber jeg bare for alle, at de oplever de samme skønne ting som jeg! At alle har en kærlig og åben familie, som jeg.

Det ved jeg jo, at alle langt fra har..... Ellers havde drengene ikke boet hos mine forældre.

Men for det er jeg nu alligevel taknemmelig, for jeg har lært meget ved, at have fået to nye brødre.

I det hele taget er jeg dybt taknemmelig for mange ting idag :)

Dette indlæg er til ære for og kærlighed til min familie. En familie som inkluderer alle ovenstående og et par stykker mere.....

For udover, at jeg har den allerbedste familie i verden, så har jeg også de bedste venner og veninder! Dem betragter jeg også som familie!


I gør alle min verden til et bedre sted!
Tusind, tusind tak for det <3

At træffe svære beslutninger.....

Når man er engageret i et forhold og virkelig vil det, fordi man oprigtigt elsker.... Hvor langt skal man så gå for kærligheden?

Jeg prøver at vænne mig til tanken om, at flytte fra mit elskede København. Én ting er, at flytte fra den skønne by, som har været base for mit liv de sidste 8-9 år. En anden ting er, at skulle forlade de mennesker, der er blandt dem, man elsker mest i verden.....
De venskaber man har opbygget fra et nulpunkt -et sted i livet, hvor man forlod Odense, familien og alle vennerne der. Til fordel for et nyt liv.

Venskaberne i København er muligvis "nye". Men ikke desto mindre er det venskaber, der har holdt og har gensidig respekt og kærlighed imellem sig. Venskaber der er skabt på kryds og tværs, blandt "dine og mine venner". Venskaber der har gjort mig til den jeg er og det jeg indeholder.

Derudover er der mit job. Jeg ELSKER mit job!
Jeg elsker mine kollegaer. Kollegaer der gør livet mere farverigt og morsomt. Kollegaer man kan grine og græde sammen med. Feste med, hygge med, være alvorlige med og endda være professionelle med.

Flere af de kollegaer, er sågar blevet til andre slags venskaber. Venskaber, hvor man måske nok kun ses på jobbet, men med hvem, man taler om meget personlige ting og deler livets sorger og glæder.

Mit liv på Fyn var ikke just misundelsesværdigt.
Ja, jeg har haft mange gode stunder. Især i mine yngre dage.
Men de sidste mange år var baseret på "falske venskaber". Venskaber hvor man ikke deler de aller inderste tanker og behov. Hvor man ikke kunne være sig selv 100%, uden der var indvendinger. Venskaber, der jo slet ikke var venskaber. Men nærmere en slags udnyttelse. En slags "jeg kan lige bruge dig, fordi...."

Jeg savner min familie utroligt meget. De bor på Fyn.

Jeg har små nevøer som jeg ser ca. 1 gang om måneden og det er bare SLET ikke nok mere -de vokser SÅ hurtigt og jeg føler jeg går glip af utroligt mange ting.

Mine forældre som bliver ældre. Tanken om ikke at have været der nok, når de engang forsvinder, knuser mit hjerte!

Min kæreste og hans søn, som bor og har base på Fyn. Jeg savner dem hver dag vi ikke er sammen.....


Så jeg står ved et skel. Nok det største i mit liv...... Og det er fandme skræmmende!!!

Jeg har reelt kun to veninder på Fyn, som jeg ved, jeg ville komme til at se. Men de har begge børn og er et andet sted end jeg. Men jeg ved de er der og jeg ved jeg vil kunne ringe til dem, til enhver tid. Det er nemlig RIGTIGE venskaber.
Ganske vist venskaber, som er anderledes end dem i København, forstået på den måde, at jeg ikke ser dem ret ofte. Men det ændrer ikke på, at det er piger jeg altid kan stole på og regne med.

Så hvad gør man?

Forlader man de venner, man ikke kan fungere uden? Satser på, at de venskaber er SÅ stærke, at de kan overleve i fremtiden, på samme måde som venskaberne på Fyn har overlevet?
Hvor mange falder fra? Kommer de og besøger mig?

Hvad med arbejde? Finder jeg overhovedet et job i disse tider? Finder jeg et job, hvor jeg kan være mig selv, ligesom på mit nuværende? Får jeg kollegaer der er lige så fantastiske som dem jeg har nu? Vil jeg elske mit erhverv, som jeg gør nu?


Der er jo, i grove træk, kun to valg med tiden....

At opgive sit livs kærlighed og savne sin familie, men måske komme hjem oftere.....

Eller

At opgive de venner, man troede man skulle blive gamle med. Sidde på et Ollekolle og drikke Asti og sladre med.

Mit hjerte er knust, uanset valget!

Jeg går en svær tid i møde. En tid med mange udfordringer og hjerteskærende valg.

Jeg ved jo godt, at der er flere "for" flytning end "imod", når jeg ser det sort på hvidt.

Men livet er ikke sort/hvidt. Livet er svært og besværligt -i hvert fald til tider. Og dette er en af de tider!

Jeg kan ligge søvnløs om natten og tænke på alle de her ting. Det har jeg gjort den sidste måneds tid.Det er vanvittigt drænende.....

Jeg er uoplagt, irritabel, træt, har koncentrationsbesvær og er opgivende. Man kan vel kalde det en form for depression, uden det alligevel er det.
Jeg har haft 2 nætter på 6 uger, hvor jeg har sovet fantastisk! Resten af nætterne har været lange og hårde og så alligevel ALT for korte.
En uges søvn, ville gøre underværker. Men tankerne flyver rundt i mit hoved. Og jeg kan ikke stoppe dem.

Jeg håbede vel bare på, at det hele faldt på plads. Det gjorde alt engang for mig.... På den ene eller anden måde, skete der bare noget, der gjorde alt kørte på skinner.

Denne gang er der ingen skinner. Det er én lang vandretur igennem bjerge og dale. På grus, asfalt, græs og sten. Hvor lang turen bliver ved jeg ikke endnu, men jeg ved den bliver ekstremt hård.

Jeg har ikke travlt. Og så alligevel skal jeg skynde mig. For man kan ikke vandre hele livet. Man har brug for  et hjem. Et sted man hører til og føler sig tilpas og glad.

Med de ord vil jeg på en fredag aften forsøge, at få lidt søvn.
Forhåbentligt vågner jeg op til en ny og bedre dag. En dag jeg i øvrigt skal dele, med mine skønne venner <3

Når himlen bliver en engel rigere.....

Puuuh......

Min dejlige, søde, hengivne, kærlige, smukke og fantastiske eks-svigermor er desværre gået bort -ALT for tidligt!

Jeg kendte hende i mange år og holdt utroligt meget af hende og selvom hun ikke længere var min svigermor og det er mange år siden, hun var det, så har jeg stadig lidt ondt i hjertet over det :-(

Jeg så hende ikke ret ofte. Men de mennesker har stadig en stor plads i mit hjerte. Jeg fortsatte med at se dem ca.en gang om året, selvom mit forhold til Kim sluttede for mange mange år siden.

Mit hjerte bløder især for hendes mand Vladimir, hendes ældste søn Daniel og selvfølgelig også min eks kæreste Kim!

Hun fik en meget slem hjerneblødning og det er gået ned af bakke de sidste par måneder.

Heldigvis har min eks kærestes søde fætter Thomas, været så skøn, at skrive til mig, hvornår begravelsen finder sted. Det er imorgen......

Ville sådan ønske jeg kunne være der. Men af respekt for min eks kæreste Kim og hans nye kæreste, deltager jeg ikke.
Vi taler desværre sjældent sammen, Kim og jeg. Men det gør ikke min sorg mindre på deres vegne!

Min kæreste har påtaget sig, at bestille bårebuket fra mig og mine forældre <3
Det er SÅ stort af ham og det er bare endnu en grund til, at elske ham endnu mere!

Al min kærlighed og mine tanker går til Vladimir, Daniel og ikke mindst Kim.

Må jeres hverdag snart blive nemmere og sorgen lette i jeres hjerter. I er en familie med dybe traditioner, værdier og en speciel kærlighed og tæt knyttet bånd, til hinanden. Et misundelsesværdigt bånd.....

Dette indlæg er til ære for Elizabeth Jaskov -en smuk og fantastisk kvinde med et hjerte af guld <3

Rest in peace. Du er elsket og savnet <3

Arh men.... Så gift dig dog med mig!

Hold da op.... Jeg er igen blæst omkuld af min skønne kæreste <3

Efter en mindre krise om, hvorvidt jeg skulle være sammen med ham (der er blevet battlet i mit hoved BIG TIME den sidste halvanden uge!), så er jeg da fuldstændigt head over heals in love igen!

Jeg er vild med den mand.... Ingen har nogensinde fået mig til at føle de her ting! Jeg blev forelsket på én aften og jeg vidste allerede efter en uge, at ham skulle jeg da bare dele livet med.

Alligevel har der været et par bump på vejen. Det er nu mest mig selv, der spænder ben... For mig selv.
Dumt. I know!

Men alle der kender mig ved, hvor meget jeg har forandret mig de sidste 3 måneder. Nok er jeg stadig hende der skal komme med smarte kommentarer og fjolle rundt.
Men jeg er også blevet hende den enormt følsomme og jeg VISER det! Det er vist kun sket i kæmpe branderter førhen. Og selv dér kunne jeg beherske mig nok til, at jeg ikke brød fuldstændigt sammen!

Jeg viser affektion i forhold til mine venner og veninder -det er helt vildt, så mange søde ord og sms'er der er kommet fra mig på det seneste.
Jeg har også flere gange fået "skulderklap" for at have åbnet mig op og givet lidt tilbage. Jeg har ALTID ville gøre ALT, for mine venner og veninder. Det er bare først nu, jeg fortæller dem, med ord, at de kan komme til mig på ALLE tidspunkter. Jeg tager deres smerte på mig og jeg ville elske at dele "bagsiden af medaljen" med dem også!

Men nu hvor jeg selv åbner op og er sårbar og deler mit liv med dem, så får jeg også endnu mere åbenhed og kærlighed tilbage -havde man bare vidst det, så var det sket forlængst!
Og dog... Jeg har nok ikke været klar og forberedt før nu. For at være sårbar, er også farligt på en måde.....

Tænk hvis jeg mister mine venner, veninder og min kæreste! Så har jeg da virkelig valgt forkert ved, at gå fra kold og kynisk, til åben og kærlig.

På den anden side, så er det nok bedre at have elsket og mistet, end slet ikke at have elsket. Jeg tror i hvert fald meget mere på det nu, end jeg nogensinde har gjort.

Og jeg ved jo, at mine venner og veninder -de er der for altid <3

Min kæreste.... Han siger, at han er der for altid.
Det er jeg nødt til at tro på lige nu. Alt andet ville være at spænde ben for mig selv, forfra.

Men om jeg tror på det. Sådan virkelig tror på det. Nej, det gør jeg nok ikke.....

-Så meget har jeg heller ikke forandret mig. For det ER sindssygt svært for mig, at åbne op og lukke ind. Det har det ALTID været. Jeg tror ikke engang jeg gjorde det som barn. Jeg har nok altid holdt folk en meter fra hjertet.

Indtil nu er det KUN min familie der har følt min kærlighed. Jeg troede jo heller ikke jeg havde al den kærlighed i mig.....

Men jeg er fuld af den, har jeg opdaget. Og der er nok til alle, jeg gider dele ud til!

Især, er det ham der kæresten, der nyder godt af det lige for tiden. Han har lige fået sin meget hemmelige pakkekalender :)

Jeg har GLÆDET mig som et barn til at give ham den! Jeg har nærmest ikke kunnet holde det hemmeligt.
Det er så spændende.....

Der er både MEGET personlige ting, sjove ting, søde ting og spændende ting repræsenteret.
Og jeg har lagt meget energi og mange følelser i det.
Det gode ved den her pakkekalender er, at det hele kan bruges på den ene eller anden måde. Og det er ting der betyder noget for mig..... Ting der kan bruges, ting der kan gøre os tættere, ting der kan spice livet lidt op.
Så det har jeg holdt på en HEL måned...... Meget hårdt!

Jeg er, hvor jeg skal være.... Det er vist første gang jeg har kunnet sige det.
Og det er en kæmpe lettelse <3

At være lykkelig og ulykkelig på samme tid....

Mit hjerte er ved at sprænge....

Kender I den følelse? -Når ens hjerte næsten er ved, at bryde ud af brystet. Man får åndenød, man bliver småsvimmel og man har ondt, uden det gør ondt.

Det er en meget sær fornemmelse. Den sidste uges tid, har jeg tvivlet lidt på mit forhold. Tvivlet pga. udefrakommende påvirkninger, men også fordi, jeg synes, der er gået lige lovligt meget hverdag i den.

Min kæreste bor på Fyn og jeg i KBH.
Det gode er, at han har mulighed for at arbejde i KBH og derfor er han ofte hos mig i hverdagene. Det er jo fantastisk. Vi kunne have haft et "vi ses hver anden weekend forhold", men vi ses tit, heldigvis!

Han har en søn på ca. 3 ½ år, som han har hver anden weekend, plus et par dage sammenhængende med denne weekend.

Så der er han naturligvis hjemme. Jeg er så ofte på Fyn i de weekender, hvor jeg er så ekstremt heldig, at min kæreste og hans søn tilbringer hele den weekend hos MIN familie -det kender jeg ikke mange der ville <3

Alligevel føler jeg, at der er gået kedelig hverdag i mit forhold. Vi står op, kommer hjem fra job, handler ind, laver mad, ser tv/snakker/går i bio osv. Så sover vi.
-Næste dag gør vi præcist det samme.

Jeg tror mit problem er, at vi stort set aldrig tilbinger weekender alene sammen. Jeg mangler de dage, hvor vi kan sove længe, gøre hvad vi vil, hygge og nyde hinanden.
Jeg synes de dage, hvor der er plads til at være ude, sammen hos venner, snakke hele natten eller have sex hele natten, mangler i allerhøjeste grad!

Derfor blev jeg lidt i tvivl..... Det kulminerede i en snak fredag aften, meget sent, i mine forældres seng, med sønnen sovende på en madras på gulvet. Jeg blev ked af det, Morten blev ked af det og det var i virkeligheden bare noget rod.

Men vi er ikke typerne der magter, at skændes. Vi snakker om det, for vi har en aftale om, at vi IKKE går i seng som uvenner. Man ved aldrig, hvad morgendagen bringer, så derfor er det vigtigt for mig, at vi får sagt ordentligt godnat og ikke er kede af det eller vrede!

Lørdag skulle Morten holde julefrokost, så jeg passede hans søn.
Jeg var stadig lidt påvirket fra fredagen og havde ikke sovet specielt godt.....

Jeg havde dog besluttet, at det på ingen måde skulle gå udover drengen. Han skulle have en fantastisk weekend.

Vi tog i "Løvens Hule" -et legeland. Vi fulgtes med min mor og plejelillebror og mødtes så med min svigerinde og mine nevøer.

Alle drengene hyggede sig HELT VILDT :)

Det var skønt!

Min kæreste har sådan en tradition, hvor han laver risengrød og sætter det på loftet, hvor der så står en gave fra "nisserne" næste morgen. Derfor lavede min mor risengrød til nisserne og de gik ned på loftet og stillede det. Jeg var så nede med gaven, da drengen sov. 

Vi snakkede utroligt meget om nisser og derfor fandt jeg så på lørdag eftermiddag/aften, at jeg ville lege drillenisse for kærestens søn.

Da vi vågnede næste morgen, var der derfor FYLDT med nisser i sengen og han synes det var SÅ underligt, hvordan de var kommet derind. Det var super hyggeligt :)

Så blev det tid til cornflakes. Jeg havde kommet rød frugtfarve i mælken, så den var lyserød og han blev helt paf og begejstret -han synes simpelthen det var skægt!

Så skulle vi ned og se om nissen havde lagt en gave for risengrøden. Derfor skulle han have støvler på. Dem havde jeg så fyldt slik i, indpakket i Vita Wrap ;)

Hold nu op, han synes det var fantastisk!

Og gaven fra nissen aka. hans far, var en succes.

Det har bare været en livsbekræftende weekend og jeg har bevist overfor mig selv, at jeg godt kan blive en rigtig god mor. En ting jeg aldrig har følt på noget tidspunkt før....

Så jeg er lykkelig!

-Og lidt ulykkelig...... For jeg har brug for vi også kan være KÆRESTER.
Uden min familie omkring os hele tiden. Uden dagen skal starte kl 6.30 og slutte kl 22.00, fordi man er træt efter en arbejdsdag. Og uden sure hverdagspligter.

Vi har kun været sammen i ca 3 måneder, så derfor er det vigtigt for mig, at vi når, at være "bare kærester" inden det hele bliver FOR seriøst. Ikke, at vi ikke er seriøse, for det er vi i allerhøjeste grad. Men efter 3 måneder, mener jeg ikke, der burde være så meget hverdag. Det er jeg i hvert fald bestemt ikke vant til.....

Forresten, var der da også en gave til mig fra "nissen" -et billede af min skønne, smukke, frække, dejlige, fantastiske og lækre kæreste og han skønne, søde og meget fotogene søn <3

Det er jo hårdt arbejde at få et forhold til at fungere på begges præmisser og behov.... Heldigvis er vi ret ens på det punkt. Så det løser sig nok, på den ene eller anden måde.

Det skal det jo. Det er vel sådan man holder sammen, når der opstår en form for krise.

At starte forfra......

Jeg har voldsomt mange ting i mit hoved for tiden. Alt for mange.....

Det fylder simpelthen mere end jeg har brug for lige nu.

Jeg har altid været en drømmer. Jeg lever livet fra dag til dag. Jeg er spontan og alligevel elsker jeg stilheden og min alenetid.

Jeg drømmer om at rejse, drømmer om at finde fred i mit hoved, drømmer om at nyde livet til fulde.

Hvordan, har jeg aldrig rigtigt bekymret mig om, det var bare ikke et issue. Ting har altid flasket sig, på den ene eller anden måde. Det har aldrig været det store problem. Ikke før nu.

Men pludselig ligger jeg søvnløs om natten. Jeg ved ikke helt præcist hvorfor. Men der er bare tusinde tanker, som jeg ikke formår at sætte ord på og ikke formår at komme af med.

Det er belastende. Jeg føler lige pludselig jeg er elendig til mit arbejde. Jeg føler mig som en dårlig datter, som en dårlig søster, en dårlig veninde og en dårlig kæreste.

Jeg har ganske enkelt ikke overskuddet til, at være den jeg gerne vil være. Og det piner mig!
Jeg vil jo gerne være den der lille perfekte kvinde, som gør alle glade og som er dygtig, intelligent og sjov.

Men nu har det bare slået mig, at jeg ikke ER perfekt. Faktisk tror jeg ikke engang jeg helt ved, hvad det indebærer, at være perfekt -alligevel stræber jeg efter det. Og på en måde giver det jo absolut ikke mening, at stræbe efter noget, man slet ikke kan definere selv.

Men jeg tænker alligevel jeg er nået langt de sidste par måneder. Jeg ville gerne give mig selv kredit for det, men det kan jeg nok ikke. Den status tilhører vist min fantastiske kæreste Morten.....

Jeg er blevet bevidst om utroligt mange ting. Jeg ved nu, at den der "candyfloss verden" jeg har levet i, er en form for benægtelse. Dog føler jeg ikke jeg har benægtet mig selv en masse. Heldigvis!

Men jeg kan godt se nu, at jeg har levet udenom de store ting i livet og ikke givet mig selv lov til at føle og nyde ting fuldt ud.

Det er jeg ved at lære..... Det tager tid, lang tid. Jeg når ikke dertil i morgen, men jeg ved, at jeg kan nå dertil. Jeg skal bare give mig selv lov.

Hvordan ved jeg ikke. Det har jeg aldrig vidst med noget. Men det kommer og jeg kommer tættere og tættere på. Det giver en anelse fred, trods alt.

Men jeg har ikke brug for en anelse lige nu. Jeg har brug for en masse. Jeg er utålmodig og det kan ikke gå hurtigt nok.

At være tæt på de 35 år og først oplevet ægte kærlighed nu. At have ændret sig 360 grader på stort set alle af livets aspekter. At være et "nyt" menneske, starte forfra -DET er kæmpe store og lidt ubegribelige ting. Tilnærmelsesvis uhåndterbare. Men jeg SKAL lære at håndtere det. For jeg har ikke noget valg.

Dette er mit nye liv. Jeg bliver aldrig den samme igen. Jeg ønsker heller ikke, at vende tilbage. For tilbage var ganske okay -til tider sjovt og uden forpligtelser. Men også lidt ligegyldigt......

Mit nye liv giver mening på en måde jeg ikke anede fandtes. Det er sindssygt hårdt!  Men jeg er overbevist om, at det bliver godt. Jeg skal bare give mig selv tid til at acceptere jeg ikke er som jeg har troet i 34 år.

Jeg har besluttet mig for at "åbne posen". Jeg aner ikke hvad der er i den, -om det er grimt eller okay. Eller om det kommer til at gøre ondt eller bringe mig glæde.

Men jeg ved jeg har fået bedre veninder ved at åbne mig. For når man åbner sig, så får man tifold tilbage.
Det opdagede jeg, sådan for real, her i sidste weekend. Jeg bliver varm om hjertet ved tanken om de store ord og kærlige kram.

Med dette indlæg vil jeg, af hjertet, takke mine smukke, skønne, fantastiske og kærlige veninder Henriette og Christina. Piger.... I betyder ALT! Virkelig. Uden jer var jeg ingenting <3