Ja! Det manglede da bare, når nu alt gik godt!!!

Lige så lykkelig jeg har været de sidste par dage, lige så ulykkelig er jeg idag :-/

En af mine planer, som jeg ikke kunne afsløre i min sidste blog-udgivelse, er nemlig faldet fuldstændigt og adeles til jorden.... Desværre!

Jeg havde søgt om 2 dages orlov på mit nuværende job. For at tage 2 dages job på Fyn, så jeg kunne komme tættere på Morten og min familie. Det var umiddelbart intet problem overhovedet.
Havde allerede fundet et 2 dages job og de lød meget positive omkring mig.

Der er flere ting i det, der nager mig!

For det første kan jeg sagtens forstå min chefs begrundelse for afslaget, af de to dages orlov (gældende i et år) -økonomien er ret presset, som alle andres for tiden.

Vi står til at miste tre medarbejdere, der går på pension og man kan ikke bare lige ansætte nogle nye.
Så timingen er dårlig.
Derudover støttede hun mig 100% og sagde, at efter sommerferien, skulle jeg være den første der fik mine ønsker opfyldt.

Nå ja, det er jo bare 8 måneder Morten og jeg skal vente med større planer.
-Hvilket også ville være helt okay, hvis ikke det var fordi......

Det er fucking UMULIGT, at finde job på Fyn!

Det er fuldtidsstillinger en gang hvert 3-5 år max! Deltidsstillinger kommer måske en gang hvert 2-4 år.

Det er bare slet ikke gode udsigter overhovedet. Så med dette afslag, går vores drømme om, at finde et hjem sammen og få familie, lidt i vasken -for jeg har jo nået en alder, hvor man langt fra kan være sikker på, at man kan få børn om 3-5 år.

Og selv hvis jeg kunne, så synes jeg måske lige, det bliver sent nok.

Kunne jeg så bare sige op de 2 dage og tage jobbet på Fyn alligevel?
-Jo, det kunne jeg i princippet. Men altså jeg har ikke mødt dem, jeg kender ikke deres arbejdsgange, jeg aner ikke om jeg har kemi med nogen af dem.

Det kan jeg simpelthen ikke forlade et job jeg elsker for!

Hvis jeg bare kunne nå, at møde dem på det andet job og se, hvordan kemien var.... Men desværre er de på juleferie, så det kan ikke lade sig gøre.

Hvis det hele skulle flaske sig, ville jeg være nødt til at aflevere min opsigelse inden 1/1-2012 og jeg skal først til den endelig samtale den 6/1-2012.

ØV! Dagen idag er bare trist og dum!

Jeg ville seriøst bytte min juleferie for de 2 dages orlov.... Men sådan bliver det ikke :-(

Det bliver sådan, at nu er Mortens og mit forhold sat på en slags "standby".

Ikke forstået på den måde, at vi ikke er sammen mere -slet ikke! Vi holder heller ikke nogen form for pause -vi er stadig os.

Men vi kan ikke udleve de drømme vi har, de næste mange år og for fanden -det gør ondt i hjertet!!!

Mest fordi det så sagtens kan være for sent det hele....

Så idag er min verden ødelagt. Sådan for alvor!

At kunne overvinde ALT......

Idag kan ingen slå mig ud af kurs!!!

JEG ER FULDSTÆNDIGT OG UOMTVISTELIGT OVERDREVET LYKKELIG <3

Jeg har juleferie om 2½ dag.

10 dage med min skønne, smukke, lækre, frække, dejlige, romantiske og fantastiske kæreste!

Og dage med min skønne, dejlige, kugleskøre, sjove, elskelige familie....

Og så er der snart nytår med mine fantastiske, skønne, dejlige, sjove, humørfyldte, kærlige, støttende venner!

Og så har jeg oven i købet lige haft næsten 14 dage med kæresten.
14 dage, hvor vi har grædt af lykke, fjollet, kysset, elsket, nydt, krammet, hygget, lavet mad, været i Tivoli, haft besøg af venner, spillet spil, været stille sammen.....
Men ikke ét eneste skænderi! Ikke ét eneste tidspunkt, hvor jeg har ønsket han ikke var der, ikke én eneste gang har jeg tænkt livet var lettere/bedre/sjovere uden ham!

Det er ALDRIG sket før, så det er helt uvirkeligt for mig.

Vi skal blive gamle sammen -det er jeg ikke i tvivl om overhovedet! Det vi har sammen, tror jeg inderligt de færreste (desværre!) har. Vi er noget specielt! Vi er har en form for forståelse for hinanden, som jeg ikke har oplevet før.
Jo! Vi kan SAGTENS blive uenige om ting. Men vi skændes ikke. Vi diskuterer som voksne mennesker, eller altså.... Jeg bliver jo aldrig helt voksen, hehe.
Men vi snakker sammen, vi bekymrer os om hinanden, vi bruger hinanden når livet er svært OG når det er skønt!

Arh, den kærlighed <3

Nå ja, og så er jeg da alt for sej -jeg har fået ordnet en masse ting i mit hjem i weekenden! Eller vi har.... Morten og jeg.

For min lejlighed, den skal nok snart sælges igen..... Alt det besvær jeg havde med at finde et hjem. Det skal jeg så lidt starte forfra på, dog ikke alene denne gang :)

Ja, den næste måned byder på MANGE spændende ting -følg med. For jeg kan desværre ikke fortælle om dem lige nu.

Kan kun afsløre, at det bliver spændende!!!

At have mere end man tør drømme om....

Idag er jeg intet mindre end LYKKELIG <3

Hvis altså ikke lige det var fordi jeg har en kæbe der (igen) er gået af led og har ondt i mit ene øre, halsen og er vildt snottet :(

Men set bort fra det -så er jeg oprigtig lykkelig!

Jeg har den skønneste familie!

Min familie består af mine elskede forældre, Minna og Troels. Min lillebror Martin, hans kone Lene og deres tvillinger Daniel og Mathias.

Så har jeg to (pleje)brødre. De er i mine øjne også brødre :)
Christian og Emil.

Christian kan ikke bo hos sin mor, da hun er syg. Hans far ser han ikke og har ikke gjort det i MANGE år, hvis nærmest nogensinde.....

Emil bor hos os, da hans mor desværre for nyligt døde af kræft og han ikke kender sin far.

Og så er der min kæreste og hans søn, Morten og Malthe. Dem betragter jeg også som familie efterhånden og min "rigtige" familie, har taget imod dem med åbne arme og anser dem som en del af os <3

Der er så meget kærlighed i min familie, at man nogen gange bliver voldsomt rørt!

At mine forældre har taget 2 drenge til sig og behandler dem som os, deres biologiske børn -det kan man da kun have dyb respekt for og blive rørt over.

At der er hjerterum nok til os allesammen hver anden weekend, når vi er mindst 7 tilstede i huset 24/7 .
At de rykker ind i stuen på en luftmadras, så min kæreste, hans søn og jeg har soveværelset til rådighed.
At de er ved at sætte et stort værelse i stand, så vi kan være der så ofte vi vil og stadig have lidt privatliv.
At de laver mad, tager sig tid og hygger med os. Selv ovenpå en hård uge.
At de holder af min kæreste og hans søn, som havde de altid været der.
At de holder sammen på os og gør familien til midtpunkt.

Jeg får vist ikke fortalt dem tit nok, hvor STOR en forskel de gør i mit liv, hvor meget jeg elsker dem og hvor meget det betyder, at de er så åbne og godhjertede og at bare er som de er.....

Jeg har en stor og meget dyb respekt for ALT de gør. For mig, mine brødre, min svigerinde, deres børnebørn og for min kæreste!

Og så er de en kæmpe inspiration - det er ikke alt i deres forhold jeg ønsker for mig selv. Men hvem gør det?
Men jeg vil håbe, at jeg bliver lige så tålmodig, kærlig, åben og godhjertet, som de er. Det er jeg nemlig langt fra.

For ganske nyligt var vi ude at handle og min mor møder en kollega, som hun ofte gør, når vi er ude.
Jeg kan huske jeg sagde til hende, at det da er irriterende, at alle kan lide hende (ikke fordi hun ikke er elskelig, for der er hun helt bestemt! Men fordi jeg bliver lidt misundelig).
Folk elsker min mor. Det kan man godt forstå! Hun er også fantastisk <3

Sådan vil jeg også være. Men jeg kommer desværre lidt for ofte til, at træde andre over fødderne -ikke bevidst og ikke for at være led. Men fordi jeg nogle gange er lidt FOR ærlig og til tider taler og handler, før jeg tænker.

Til alle jeg har såret -hermed følger min uforbeholdne undskyldning! Hensigten har ikke været dårlig eller ond.
UNDSKYLD!

Og så håber jeg bare for alle, at de oplever de samme skønne ting som jeg! At alle har en kærlig og åben familie, som jeg.

Det ved jeg jo, at alle langt fra har..... Ellers havde drengene ikke boet hos mine forældre.

Men for det er jeg nu alligevel taknemmelig, for jeg har lært meget ved, at have fået to nye brødre.

I det hele taget er jeg dybt taknemmelig for mange ting idag :)

Dette indlæg er til ære for og kærlighed til min familie. En familie som inkluderer alle ovenstående og et par stykker mere.....

For udover, at jeg har den allerbedste familie i verden, så har jeg også de bedste venner og veninder! Dem betragter jeg også som familie!


I gør alle min verden til et bedre sted!
Tusind, tusind tak for det <3

At træffe svære beslutninger.....

Når man er engageret i et forhold og virkelig vil det, fordi man oprigtigt elsker.... Hvor langt skal man så gå for kærligheden?

Jeg prøver at vænne mig til tanken om, at flytte fra mit elskede København. Én ting er, at flytte fra den skønne by, som har været base for mit liv de sidste 8-9 år. En anden ting er, at skulle forlade de mennesker, der er blandt dem, man elsker mest i verden.....
De venskaber man har opbygget fra et nulpunkt -et sted i livet, hvor man forlod Odense, familien og alle vennerne der. Til fordel for et nyt liv.

Venskaberne i København er muligvis "nye". Men ikke desto mindre er det venskaber, der har holdt og har gensidig respekt og kærlighed imellem sig. Venskaber der er skabt på kryds og tværs, blandt "dine og mine venner". Venskaber der har gjort mig til den jeg er og det jeg indeholder.

Derudover er der mit job. Jeg ELSKER mit job!
Jeg elsker mine kollegaer. Kollegaer der gør livet mere farverigt og morsomt. Kollegaer man kan grine og græde sammen med. Feste med, hygge med, være alvorlige med og endda være professionelle med.

Flere af de kollegaer, er sågar blevet til andre slags venskaber. Venskaber, hvor man måske nok kun ses på jobbet, men med hvem, man taler om meget personlige ting og deler livets sorger og glæder.

Mit liv på Fyn var ikke just misundelsesværdigt.
Ja, jeg har haft mange gode stunder. Især i mine yngre dage.
Men de sidste mange år var baseret på "falske venskaber". Venskaber hvor man ikke deler de aller inderste tanker og behov. Hvor man ikke kunne være sig selv 100%, uden der var indvendinger. Venskaber, der jo slet ikke var venskaber. Men nærmere en slags udnyttelse. En slags "jeg kan lige bruge dig, fordi...."

Jeg savner min familie utroligt meget. De bor på Fyn.

Jeg har små nevøer som jeg ser ca. 1 gang om måneden og det er bare SLET ikke nok mere -de vokser SÅ hurtigt og jeg føler jeg går glip af utroligt mange ting.

Mine forældre som bliver ældre. Tanken om ikke at have været der nok, når de engang forsvinder, knuser mit hjerte!

Min kæreste og hans søn, som bor og har base på Fyn. Jeg savner dem hver dag vi ikke er sammen.....


Så jeg står ved et skel. Nok det største i mit liv...... Og det er fandme skræmmende!!!

Jeg har reelt kun to veninder på Fyn, som jeg ved, jeg ville komme til at se. Men de har begge børn og er et andet sted end jeg. Men jeg ved de er der og jeg ved jeg vil kunne ringe til dem, til enhver tid. Det er nemlig RIGTIGE venskaber.
Ganske vist venskaber, som er anderledes end dem i København, forstået på den måde, at jeg ikke ser dem ret ofte. Men det ændrer ikke på, at det er piger jeg altid kan stole på og regne med.

Så hvad gør man?

Forlader man de venner, man ikke kan fungere uden? Satser på, at de venskaber er SÅ stærke, at de kan overleve i fremtiden, på samme måde som venskaberne på Fyn har overlevet?
Hvor mange falder fra? Kommer de og besøger mig?

Hvad med arbejde? Finder jeg overhovedet et job i disse tider? Finder jeg et job, hvor jeg kan være mig selv, ligesom på mit nuværende? Får jeg kollegaer der er lige så fantastiske som dem jeg har nu? Vil jeg elske mit erhverv, som jeg gør nu?


Der er jo, i grove træk, kun to valg med tiden....

At opgive sit livs kærlighed og savne sin familie, men måske komme hjem oftere.....

Eller

At opgive de venner, man troede man skulle blive gamle med. Sidde på et Ollekolle og drikke Asti og sladre med.

Mit hjerte er knust, uanset valget!

Jeg går en svær tid i møde. En tid med mange udfordringer og hjerteskærende valg.

Jeg ved jo godt, at der er flere "for" flytning end "imod", når jeg ser det sort på hvidt.

Men livet er ikke sort/hvidt. Livet er svært og besværligt -i hvert fald til tider. Og dette er en af de tider!

Jeg kan ligge søvnløs om natten og tænke på alle de her ting. Det har jeg gjort den sidste måneds tid.Det er vanvittigt drænende.....

Jeg er uoplagt, irritabel, træt, har koncentrationsbesvær og er opgivende. Man kan vel kalde det en form for depression, uden det alligevel er det.
Jeg har haft 2 nætter på 6 uger, hvor jeg har sovet fantastisk! Resten af nætterne har været lange og hårde og så alligevel ALT for korte.
En uges søvn, ville gøre underværker. Men tankerne flyver rundt i mit hoved. Og jeg kan ikke stoppe dem.

Jeg håbede vel bare på, at det hele faldt på plads. Det gjorde alt engang for mig.... På den ene eller anden måde, skete der bare noget, der gjorde alt kørte på skinner.

Denne gang er der ingen skinner. Det er én lang vandretur igennem bjerge og dale. På grus, asfalt, græs og sten. Hvor lang turen bliver ved jeg ikke endnu, men jeg ved den bliver ekstremt hård.

Jeg har ikke travlt. Og så alligevel skal jeg skynde mig. For man kan ikke vandre hele livet. Man har brug for  et hjem. Et sted man hører til og føler sig tilpas og glad.

Med de ord vil jeg på en fredag aften forsøge, at få lidt søvn.
Forhåbentligt vågner jeg op til en ny og bedre dag. En dag jeg i øvrigt skal dele, med mine skønne venner <3

Når himlen bliver en engel rigere.....

Puuuh......

Min dejlige, søde, hengivne, kærlige, smukke og fantastiske eks-svigermor er desværre gået bort -ALT for tidligt!

Jeg kendte hende i mange år og holdt utroligt meget af hende og selvom hun ikke længere var min svigermor og det er mange år siden, hun var det, så har jeg stadig lidt ondt i hjertet over det :-(

Jeg så hende ikke ret ofte. Men de mennesker har stadig en stor plads i mit hjerte. Jeg fortsatte med at se dem ca.en gang om året, selvom mit forhold til Kim sluttede for mange mange år siden.

Mit hjerte bløder især for hendes mand Vladimir, hendes ældste søn Daniel og selvfølgelig også min eks kæreste Kim!

Hun fik en meget slem hjerneblødning og det er gået ned af bakke de sidste par måneder.

Heldigvis har min eks kærestes søde fætter Thomas, været så skøn, at skrive til mig, hvornår begravelsen finder sted. Det er imorgen......

Ville sådan ønske jeg kunne være der. Men af respekt for min eks kæreste Kim og hans nye kæreste, deltager jeg ikke.
Vi taler desværre sjældent sammen, Kim og jeg. Men det gør ikke min sorg mindre på deres vegne!

Min kæreste har påtaget sig, at bestille bårebuket fra mig og mine forældre <3
Det er SÅ stort af ham og det er bare endnu en grund til, at elske ham endnu mere!

Al min kærlighed og mine tanker går til Vladimir, Daniel og ikke mindst Kim.

Må jeres hverdag snart blive nemmere og sorgen lette i jeres hjerter. I er en familie med dybe traditioner, værdier og en speciel kærlighed og tæt knyttet bånd, til hinanden. Et misundelsesværdigt bånd.....

Dette indlæg er til ære for Elizabeth Jaskov -en smuk og fantastisk kvinde med et hjerte af guld <3

Rest in peace. Du er elsket og savnet <3