At træffe svære beslutninger.....

Når man er engageret i et forhold og virkelig vil det, fordi man oprigtigt elsker.... Hvor langt skal man så gå for kærligheden?

Jeg prøver at vænne mig til tanken om, at flytte fra mit elskede København. Én ting er, at flytte fra den skønne by, som har været base for mit liv de sidste 8-9 år. En anden ting er, at skulle forlade de mennesker, der er blandt dem, man elsker mest i verden.....
De venskaber man har opbygget fra et nulpunkt -et sted i livet, hvor man forlod Odense, familien og alle vennerne der. Til fordel for et nyt liv.

Venskaberne i København er muligvis "nye". Men ikke desto mindre er det venskaber, der har holdt og har gensidig respekt og kærlighed imellem sig. Venskaber der er skabt på kryds og tværs, blandt "dine og mine venner". Venskaber der har gjort mig til den jeg er og det jeg indeholder.

Derudover er der mit job. Jeg ELSKER mit job!
Jeg elsker mine kollegaer. Kollegaer der gør livet mere farverigt og morsomt. Kollegaer man kan grine og græde sammen med. Feste med, hygge med, være alvorlige med og endda være professionelle med.

Flere af de kollegaer, er sågar blevet til andre slags venskaber. Venskaber, hvor man måske nok kun ses på jobbet, men med hvem, man taler om meget personlige ting og deler livets sorger og glæder.

Mit liv på Fyn var ikke just misundelsesværdigt.
Ja, jeg har haft mange gode stunder. Især i mine yngre dage.
Men de sidste mange år var baseret på "falske venskaber". Venskaber hvor man ikke deler de aller inderste tanker og behov. Hvor man ikke kunne være sig selv 100%, uden der var indvendinger. Venskaber, der jo slet ikke var venskaber. Men nærmere en slags udnyttelse. En slags "jeg kan lige bruge dig, fordi...."

Jeg savner min familie utroligt meget. De bor på Fyn.

Jeg har små nevøer som jeg ser ca. 1 gang om måneden og det er bare SLET ikke nok mere -de vokser SÅ hurtigt og jeg føler jeg går glip af utroligt mange ting.

Mine forældre som bliver ældre. Tanken om ikke at have været der nok, når de engang forsvinder, knuser mit hjerte!

Min kæreste og hans søn, som bor og har base på Fyn. Jeg savner dem hver dag vi ikke er sammen.....


Så jeg står ved et skel. Nok det største i mit liv...... Og det er fandme skræmmende!!!

Jeg har reelt kun to veninder på Fyn, som jeg ved, jeg ville komme til at se. Men de har begge børn og er et andet sted end jeg. Men jeg ved de er der og jeg ved jeg vil kunne ringe til dem, til enhver tid. Det er nemlig RIGTIGE venskaber.
Ganske vist venskaber, som er anderledes end dem i København, forstået på den måde, at jeg ikke ser dem ret ofte. Men det ændrer ikke på, at det er piger jeg altid kan stole på og regne med.

Så hvad gør man?

Forlader man de venner, man ikke kan fungere uden? Satser på, at de venskaber er SÅ stærke, at de kan overleve i fremtiden, på samme måde som venskaberne på Fyn har overlevet?
Hvor mange falder fra? Kommer de og besøger mig?

Hvad med arbejde? Finder jeg overhovedet et job i disse tider? Finder jeg et job, hvor jeg kan være mig selv, ligesom på mit nuværende? Får jeg kollegaer der er lige så fantastiske som dem jeg har nu? Vil jeg elske mit erhverv, som jeg gør nu?


Der er jo, i grove træk, kun to valg med tiden....

At opgive sit livs kærlighed og savne sin familie, men måske komme hjem oftere.....

Eller

At opgive de venner, man troede man skulle blive gamle med. Sidde på et Ollekolle og drikke Asti og sladre med.

Mit hjerte er knust, uanset valget!

Jeg går en svær tid i møde. En tid med mange udfordringer og hjerteskærende valg.

Jeg ved jo godt, at der er flere "for" flytning end "imod", når jeg ser det sort på hvidt.

Men livet er ikke sort/hvidt. Livet er svært og besværligt -i hvert fald til tider. Og dette er en af de tider!

Jeg kan ligge søvnløs om natten og tænke på alle de her ting. Det har jeg gjort den sidste måneds tid.Det er vanvittigt drænende.....

Jeg er uoplagt, irritabel, træt, har koncentrationsbesvær og er opgivende. Man kan vel kalde det en form for depression, uden det alligevel er det.
Jeg har haft 2 nætter på 6 uger, hvor jeg har sovet fantastisk! Resten af nætterne har været lange og hårde og så alligevel ALT for korte.
En uges søvn, ville gøre underværker. Men tankerne flyver rundt i mit hoved. Og jeg kan ikke stoppe dem.

Jeg håbede vel bare på, at det hele faldt på plads. Det gjorde alt engang for mig.... På den ene eller anden måde, skete der bare noget, der gjorde alt kørte på skinner.

Denne gang er der ingen skinner. Det er én lang vandretur igennem bjerge og dale. På grus, asfalt, græs og sten. Hvor lang turen bliver ved jeg ikke endnu, men jeg ved den bliver ekstremt hård.

Jeg har ikke travlt. Og så alligevel skal jeg skynde mig. For man kan ikke vandre hele livet. Man har brug for  et hjem. Et sted man hører til og føler sig tilpas og glad.

Med de ord vil jeg på en fredag aften forsøge, at få lidt søvn.
Forhåbentligt vågner jeg op til en ny og bedre dag. En dag jeg i øvrigt skal dele, med mine skønne venner <3