Når vrangen vendes ud...

Og man opdager, at indersiden ikke er så fantastisk, som man havde håbet......

Når man opdager man er helt almindelig. Er som de fleste andre. Bare værre!
Når man ser, at den overskuds-agtige kvinde, man selv havde opfattelsen af, slet ikke er så overskuds-agtig og åben alligevel.

Hvad fanden gør man så?

Gemmer man de indre dæmoner væk? Ser man dem i øjnene, velvidende, at de kan ødelægge alt det, der er godt i ens liv?

Ignorerer man dem så længe det er muligt? Eller siger man ting højt og tager faldet med?

Jeg har sagt ting højt og jeg er faldet. Faldet DYBT! Og jeg kan ikke helt finde ud af, at komme op af hullet igen....

Jeg føler ikke jeg bliver støttet, hjulpet op og forstået af et menneske, der burde forstå mig mere end nogen anden.

Det er ligesom om mine ord ikke tæller, at mine følelser ikke tæller med i ligningen mere.

Jeg kunne måske bare i virkeligheden ignorere mine følelser. Men hvad kommer der ud af det? Det har jeg så ofte gjort og det er endt i.... ingenting overhovedet!

Denne gang, hvor jeg så inderligt, forsøger at gøre ting anderledes, så kommer jeg desværre heller ingen vegne.

Og hvor er man så?

Er man så endt i "jeg lukker øjnene-helvedet"?

Og er det helvede bedre end "jeg ser ting i øjnene og tager konsekvensen-helvede"?

Jeg er vendt ud på vrangen, sådan for alvor! Jeg håbede indersiden var kønnere end ydersiden og så meget, skal der altså heller ikke til. Men det er den ikke....

Inden i er jeg en smålig, jaloux kvinde, der ikke kan administrere og formidle følelser af den art. Jeg er en skrøbelig, uselvstændig kvinde, som ærligt troede, jeg kunne håndtere al slags modgang efterhånden.

Jeg troede jeg havde arbejdet nok med mig selv. Arbejdet med min usikkerhed og mit temperament. Arbejdet med, at indersiden var så smuk, at alle kunne vende vrangen ud på mig og synes mit indre var fantastisk og guddommeligt.

Men jeg tog fejl. Grueligt fejl.... Indersiden er bare grim. Grim, uudholdelig og forfærdelig.

Det er noget af en mundfuld. Og den smager grumt.

Lærer man at holde af smagen eller tilsætter man sødestoffer, for at kunne få det ned?

Eller stopper man ganske enkelt bare med at smage på det?

At jagte lykken....

Hvad betyder det egentlig at være lykkelig?

Jeg vil påstå, at selvom jeg som mange andre har oplevet meget i mit liv, så har størstedelen af tiden alligevel være præget af lykke.

Men det er som om lykken bliver mere og mere flygtig -eller også kræver jeg bare mere?

Jeg er i én stor forvirring lige for tiden. Jeg føler jeg lever i to verdener. Den ene del af mig er tilfreds og glad og hvor meget mere kan man forvente af livet?

Den anden del derimod forventer MEGET mere af livet..... Man lever kun én gang og det skal udnyttes til fulde!

Men hvordan forvalter man så livet, således man får mest mulig lykke ud af det?

-Det er ligesom her kæden hopper af for mig. Jeg har oftest levet sådan, at jeg gjorde hvad jeg ville, når jeg ville. Det var lykken for mig... Dengang!

Men nu ved jeg ikke helt, hvordan jeg gør mig selv lykkelig mere.... For nu har jeg ikke længere lyst til, at leve dag for dag og tage én ting ad gangen. Nu har jeg lyst til en masse, som ikke kan flaske sig lige pt.
Det stresser mig helt vildt!

Jeg prøver, at hive stikket ud og slappe lidt af, men jeg føler jeg bærer mange ting på mine skuldre og jeg kan ikke finde ud af at lægge de ting fra mig.

Jeg har bare 0 energi, er udkørt, træt og har humørsvingninger. Det er drænende!

Og jeg som elsker, at forkæle min kæreste og hans søn -energien er bare brugt op, så der er ingen forkælelse eller andet hyggeligt :-/

Jeg håber naturligvis det kommer igen, men lige nu har jeg bare lyst til at sove vinteren væk. Vågne op til sol og fuglekvidder. Vågne op ved siden af min smukke kæreste i vores nye (ikke eksisterende) hus, starte et nyt kapitel, sidde på terrassen og se på min dejlige kæreste, der drikker en kop kaffe og læser avis <3

Kom drømme -gå i opfyldelse! Kom sommer -giv mig energi! Kom lykke -giv mig mere!