Og man opdager, at indersiden ikke er så fantastisk, som man havde håbet......
Når man opdager man er helt almindelig. Er som de fleste andre. Bare værre!
Når man ser, at den overskuds-agtige kvinde, man selv havde opfattelsen af, slet ikke er så overskuds-agtig og åben alligevel.
Hvad fanden gør man så?
Gemmer man de indre dæmoner væk? Ser man dem i øjnene, velvidende, at de kan ødelægge alt det, der er godt i ens liv?
Ignorerer man dem så længe det er muligt? Eller siger man ting højt og tager faldet med?
Jeg har sagt ting højt og jeg er faldet. Faldet DYBT! Og jeg kan ikke helt finde ud af, at komme op af hullet igen....
Jeg føler ikke jeg bliver støttet, hjulpet op og forstået af et menneske, der burde forstå mig mere end nogen anden.
Det er ligesom om mine ord ikke tæller, at mine følelser ikke tæller med i ligningen mere.
Jeg kunne måske bare i virkeligheden ignorere mine følelser. Men hvad kommer der ud af det? Det har jeg så ofte gjort og det er endt i.... ingenting overhovedet!
Denne gang, hvor jeg så inderligt, forsøger at gøre ting anderledes, så kommer jeg desværre heller ingen vegne.
Og hvor er man så?
Er man så endt i "jeg lukker øjnene-helvedet"?
Og er det helvede bedre end "jeg ser ting i øjnene og tager konsekvensen-helvede"?
Jeg er vendt ud på vrangen, sådan for alvor! Jeg håbede indersiden var kønnere end ydersiden og så meget, skal der altså heller ikke til. Men det er den ikke....
Inden i er jeg en smålig, jaloux kvinde, der ikke kan administrere og formidle følelser af den art. Jeg er en skrøbelig, uselvstændig kvinde, som ærligt troede, jeg kunne håndtere al slags modgang efterhånden.
Jeg troede jeg havde arbejdet nok med mig selv. Arbejdet med min usikkerhed og mit temperament. Arbejdet med, at indersiden var så smuk, at alle kunne vende vrangen ud på mig og synes mit indre var fantastisk og guddommeligt.
Men jeg tog fejl. Grueligt fejl.... Indersiden er bare grim. Grim, uudholdelig og forfærdelig.
Det er noget af en mundfuld. Og den smager grumt.
Lærer man at holde af smagen eller tilsætter man sødestoffer, for at kunne få det ned?
Eller stopper man ganske enkelt bare med at smage på det?
Jeg er en kvinde på 34 år. Denne blog er en måde, at komme gennem livet på. En ny måde, hvorpå jeg kan dele og udtrykke mine følelser og tanker omkring livet og det jeg har og skal gennemleve. Her vil være indlæg som er præget af meget personlige oplevelser, men også af humoristiske og pudsige ideer samt kreative indfald.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar