At starte forfra......

Jeg har voldsomt mange ting i mit hoved for tiden. Alt for mange.....

Det fylder simpelthen mere end jeg har brug for lige nu.

Jeg har altid været en drømmer. Jeg lever livet fra dag til dag. Jeg er spontan og alligevel elsker jeg stilheden og min alenetid.

Jeg drømmer om at rejse, drømmer om at finde fred i mit hoved, drømmer om at nyde livet til fulde.

Hvordan, har jeg aldrig rigtigt bekymret mig om, det var bare ikke et issue. Ting har altid flasket sig, på den ene eller anden måde. Det har aldrig været det store problem. Ikke før nu.

Men pludselig ligger jeg søvnløs om natten. Jeg ved ikke helt præcist hvorfor. Men der er bare tusinde tanker, som jeg ikke formår at sætte ord på og ikke formår at komme af med.

Det er belastende. Jeg føler lige pludselig jeg er elendig til mit arbejde. Jeg føler mig som en dårlig datter, som en dårlig søster, en dårlig veninde og en dårlig kæreste.

Jeg har ganske enkelt ikke overskuddet til, at være den jeg gerne vil være. Og det piner mig!
Jeg vil jo gerne være den der lille perfekte kvinde, som gør alle glade og som er dygtig, intelligent og sjov.

Men nu har det bare slået mig, at jeg ikke ER perfekt. Faktisk tror jeg ikke engang jeg helt ved, hvad det indebærer, at være perfekt -alligevel stræber jeg efter det. Og på en måde giver det jo absolut ikke mening, at stræbe efter noget, man slet ikke kan definere selv.

Men jeg tænker alligevel jeg er nået langt de sidste par måneder. Jeg ville gerne give mig selv kredit for det, men det kan jeg nok ikke. Den status tilhører vist min fantastiske kæreste Morten.....

Jeg er blevet bevidst om utroligt mange ting. Jeg ved nu, at den der "candyfloss verden" jeg har levet i, er en form for benægtelse. Dog føler jeg ikke jeg har benægtet mig selv en masse. Heldigvis!

Men jeg kan godt se nu, at jeg har levet udenom de store ting i livet og ikke givet mig selv lov til at føle og nyde ting fuldt ud.

Det er jeg ved at lære..... Det tager tid, lang tid. Jeg når ikke dertil i morgen, men jeg ved, at jeg kan nå dertil. Jeg skal bare give mig selv lov.

Hvordan ved jeg ikke. Det har jeg aldrig vidst med noget. Men det kommer og jeg kommer tættere og tættere på. Det giver en anelse fred, trods alt.

Men jeg har ikke brug for en anelse lige nu. Jeg har brug for en masse. Jeg er utålmodig og det kan ikke gå hurtigt nok.

At være tæt på de 35 år og først oplevet ægte kærlighed nu. At have ændret sig 360 grader på stort set alle af livets aspekter. At være et "nyt" menneske, starte forfra -DET er kæmpe store og lidt ubegribelige ting. Tilnærmelsesvis uhåndterbare. Men jeg SKAL lære at håndtere det. For jeg har ikke noget valg.

Dette er mit nye liv. Jeg bliver aldrig den samme igen. Jeg ønsker heller ikke, at vende tilbage. For tilbage var ganske okay -til tider sjovt og uden forpligtelser. Men også lidt ligegyldigt......

Mit nye liv giver mening på en måde jeg ikke anede fandtes. Det er sindssygt hårdt!  Men jeg er overbevist om, at det bliver godt. Jeg skal bare give mig selv tid til at acceptere jeg ikke er som jeg har troet i 34 år.

Jeg har besluttet mig for at "åbne posen". Jeg aner ikke hvad der er i den, -om det er grimt eller okay. Eller om det kommer til at gøre ondt eller bringe mig glæde.

Men jeg ved jeg har fået bedre veninder ved at åbne mig. For når man åbner sig, så får man tifold tilbage.
Det opdagede jeg, sådan for real, her i sidste weekend. Jeg bliver varm om hjertet ved tanken om de store ord og kærlige kram.

Med dette indlæg vil jeg, af hjertet, takke mine smukke, skønne, fantastiske og kærlige veninder Henriette og Christina. Piger.... I betyder ALT! Virkelig. Uden jer var jeg ingenting <3