Tanker om at være papmor....

Det er ikke let....

Alene ordene "stedmor, "papmor og "bonusmor" giver mig kuldegysninger!

For mig er det i hvert fald meget forvirrende og egentlig burde man have en uddannelse i det, at være "den anden forælder".

Jeg har prøvet at formulere i mit hoved, at jeg ikke behøver være papmor. Prøvet, at indrette min tankegang således, at jeg er den voksne ven. Den man kan vende sig til, hvis man har brug for en voksen, der IKKE er mor eller far.

Men altså..... Fungerer det i praksis?

-Jeg tvivler en del på det. For med min tålmodighed og til tider perfektionisme, så bliver jeg den der irettesætter ofte (tror jeg).

Jeg er lidt bange for det hele. Jeg føler mig ikke klar. Jeg føler mig sat ud på et sidespor i det her. Jeg gætter på, det er derfor jeg altid har valgt mænd med børn fra.

Men nu har jeg valgt Morten til, så jeg er NØDT til, at få det til at fungere.
Jeg er jo også vild med ungen -han er sød, køn, charmerende, sjov og elskelig og ikke nok med det, så elsker min familie ham også.
Men han er også lidt for forkælet...... -Det er jo så ikke hans skyld ;)

Nu skal jeg så passe ham, mens manden holder julefrokost for vennerne. Hold nu fast en udfordring.
-Jeg vil jo også gerne have at drengen holder af mig!!!

Så nu er jeg bare bekymret for, om jeg bliver den skrappe tante der hele tiden skælder ud. Om jeg føler jeg skal undertrykke en masse følelser, eller om det hele nok skal gå?!

Mortens bud er jo, som altid, at ting nok skal gå.
-Mænd! Man kan ikke komme plaster på alt! Alt går ikke og alt bliver ikke okay, nå!

Nogle ting er bare "for-programmeret" til at gå galt. Fx. med mig og børn!

Jeg er ALT for egoistisk. Men jeg håber naturligvis jeg ændrer den holdning meget snart, så jeg kan lave lækre unger med kæresten <3