Så skete det utænkelige....

Jeg har mødt manden i mit liv!

Ja, det er måske ikke store sager for de fleste, som sådan. Men for mig er det virkelig en kæmpe deal!

For ca. 13 år siden så jeg lidt til en fyr ved navn Claus. Vi kærestede lidt i et par måneder, men det blev aldrig rigtigt til noget (story of my life, skulle det senere vise sig).

I løbet af det sidste år, har jeg mødtes med hans bror, Morten.
Og ja! I læste rigtigt.... Hans bror ;)

Det var ikke kærlighed ved første blik, slet ikke! Jeg synes vores møder -som dengang IKKE var dates, var akavede og fyldt med pinlige pauser.

Men der var åbenbart ét eller andet, for vi mødtes da igen.

2. møde var heller ikke nogen særlig succes. Stadig akavet og pinligt. Alligevel spurgte han mig en dag, om han måtte komme på besøg med en flaske rødvin og jeg takkede ja.

Rødvin kan således gøre underværker, har jeg senere erkendt og erfaret.
For da han gik tilbage til sit hotel den nat, følte jeg lige pludselig jeg burde have spurgt, om han ville blive.

Der skete dog intet selve aftenen, Men dagen efter var fuld af "love messages" over mobilen -det var uvirkeligt og meget sært!

Han kom igen 5 dage senere og så udviklede det sig i løbet af nogle uger, til et romantisk og kærlighedsfuldt forhold -noget jeg aldrig har oplevet før!

Faktisk troede jeg ikke det fandtes. I kender det sikkert allesammen. Man prøver sig jo frem i livet.

For det meste gad jeg ikke de fyre, der ville mig. En enkelt gang eller to er jeg blevet droppet og ja.... Bare kald mig "Isdronningen" - for selvom jeg da har taget mine hug og tudeture, så har jeg aldrig dvælet mere end højst nødvendigt over tabet af en mand.

Faktisk var jeg blevet SÅ god til det, at jeg ikke længere anså mig selv som kvalificeret til et forhold.
Jeg lukkede af for følelser.
På en måde, har jeg nok udnyttet de få kærester jeg har haft. Ikke for penge, for ikke én af dem havde noget der lignede.
Men måske nærmere, som i et desperat forsøg på, at kunne føle ting og dermed ikke se mig selv som "unormal".

Følelsesmæssigt afstumpet om man vil.

Her stod han..... Smuk, fantastisk, romantisk, dejlig, opmærksom, omsorgsfuld -alle de ting jeg HADER ved mænd!

Men nu..... Det hele ændrede sig. Hurtigere end jeg kunne følge med.

På knap 3 måneder er jeg et andet menneske. Skræmmende, spændende og meget udfordrende, at skulle lære sit "nye jeg" at kende.

Pt. står jeg i den situation, at jeg bare gerne vil dele mit liv med den her person. Have børn, giftes og at det pjat. Ting jeg HADER. Eller rettere hadede.
Eller jeg hadede i hvert fald tanken om dumme mænd.

For jeg synes sgu egentlig de var dumme!

Enten var de hundehvalpe, der bare føjede mig -og det blev jeg hurtigt træt af. Ellers var det manipulerende, aggressive mænd.
Mænd som jeg elsker at pille fuldstændigt ned og træne til de føromtalte hundehvalpe -ikke noget jeg er stolt af, men det skete gang på gang.

Faktisk har jeg dedikeret et billede som en gestus til frygtelige mænd! Dem findes der mange af. Men jeg ser dem ikke mere.
Pludselig synes jeg mænd er fantastiske. Hvad skete der lige? Bliver man hjernevasket af forelskelse?!